På et eller andet tidspunkt oplever vi alle at miste et menneske, vi har holdt af.
Et menneske der har betydet noget for os.
Er den afdøde et menneske, der har været tæt på os og præget vores hverdag, vil følelser som sorg og magtesløshed naturligt blive nogle af de følelser, der kommer i kølvandet af tabet.
Sorg over at have mistet et betydningsfuldt menneske, som man nu ikke længere kan have kontakt til, få omsorg af, dele dagligdags problemstillinger med, dele glæder eller sorger med eller bare være stille med.
Afmagt fordi man har miste kontrollen over det liv, man troede, man havde eller i fremtiden ville få.
Ensomhed – usikkerhed.
Det bliver aldrig det samme igen!
Iflg. Den svenske psykiater John Cullberg kan sorg opdeles i 4 faser:
Chokfasen
Når man mister en af sine nærmeste kommer man i en choktilstand. En tilstand der umiddelbart kan præge en af forvirring og kropslig utilpashed.
Chokket kan vare fra nogle minutter til nogle dage og er forskelligt fra person til person.
Reaktionsfasen
Reaktionsfasen er den periode, hvor man erkender – hvor det går op for én, at man har mistet. At den afdøde ikke kommer tilbage. Han eller hun er ikke bare taget på ferie eller arbejde.
Det er i denne periode, man mærker afmagten, meningsløsheden og måske vrede.
Reaktionsfasen kan vare flere måneder, men er forskellig fra person til person.
Bearbejdningsfasen
I bearbejdningsfasen begynder den sørgende at forhold sig til betydningen af tabet.
Hvordan kan min fremtid komme til at se ud?
Hvilke praktiske konsekvenser har det i forhold til f.eks. økonomi, børn, bolig mm?
Hvilken betydning får tabet i forhold til tidligere drømme, og det man fremadrettet kan drømme om?
Den sørgende vil fortsat være sårbar, men begynder efterhånden også at kunne se en meningsgivende fremtid.
Denne periode skønnes at være mellem den 6 og 12 mdr. efter tabet
Bearbejdningsfasen er særlig vigtig at være opmærksom på. Hvis sårbarhed forsat er dominerende efter den 12 mdr. bør man søge professionel hjælp. Individuel- samtaleterapi
Nyorienteringsfasen
I denne fase bliver man bedre i stand til at leve med tabet, man finder en ny vej i livet. Det betyder ikke at sorgen over tabet af den afdøde er væk, men at man igen finder håbet for en fremtid.
Sorgen og de ar tabet har givet på sjælen vil stadig være der, men det er i denne periode, man lærer at leve med tabt – med sorgen.
Nyorienteringsfasen starter som reglen ca. 1 år efter tabet.
Sorg er en del af livet. Giv den plads og vær tålmodig.
Kærlig hilsen
Maiken Sanderhoff, Psykoterapeut